Et lille sandkorn i kosmisk sammenhæng

Er der noget der optager mig helt vildt, så er det astronomi. Jep, det er uhyggeligt nørdet, men det er mig. Jeg har ikke nogen decideret akademisk baggrund indenfor astronomi, og alle begreberne forvirrer mig, men det gør det ikke mindre spændende. Det gør bare tingene endnu mere ubegribelige. Tanker som: "Hvem er vi?", "Hvor skal vi hen?" optager mig en del. Det er store spørgsmål, men det er også vigtige spørgsmål. Jeg føler mig godt tilpas i nuet, men det er altid sundt at se tingene i et større perspektiv, og være nysgerrig.

Hvis man en dag føler sig stor i slaget (slaw'et), så behøver man bare kigge op på nattehimlen, og betragte stjernerne, så føler man sig øjeblikkeligt lille og ubetydelig. Det er rart at tænke på, at der er noget der er større end os, og noget som vi nok aldrig kommer til at forstå til fulde.

Jeg spekulerer tit på, hvordan det mon vil være om 100, 200, 500 eller 1000 år - mon vi finder en måde at komme "derud" på? Altså, langt væk? Længere end vores solsystem? Biologisk set er vi ikke bygget til det, pga. af f.eks den massive mængde radioaktivitet, men vi har en masse kloge mennesker, der er klar på at finde løsninger. Jeg tror, det nok skal ske, og jeg tror også det bliver nødvendigt, sådan som vi behandler vores Jord. Amerikanerne sigter efter at sende en person til Mars i 2030. Det er superfedt, men er det overhovedet interessant at forsøge at leve i et så menneskefjendtligt miljø, som Mars? Vi kunne eksperimentere med terraforming, altså hvor vi forsøger at ændre planeten, så den bliver som Jorden .. Alt det er science fiction lige nu, men hvis vi kunne, skulle vi så forsøge?


Er vi alene i universet?


Med alle de galakser, stjerner og planeter, der findes, forekommer det mig usandsynligt, at vi skulle være alene. Det forekommer mig tåbeligt, at det skulle være sådan. Men i kosmisk sammenhæng er vi ikke større end et sandkorn, så fremmede får overordentligt svært ved at finde os, og vi får svært ved at finde dem. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at afstandene er så store. Hvis vi havde naboer på f.eks Mars, så ville vi formentlig opføre os akkurat som vi gør på Jorden, hvor mange grupperinger har svært ved at acceptere hinanden. Skalér det op i størrelse, og du skal lige pludselig til at forholde dig til ufred i hele solsystemet. Det ville blive rent ragnarok - så der er masser af fornuft i, at vi umiddelbart er alene i vores del af universet.

Den galakse, der er tættest på os, er Andromeda-galaksen, og den er iflg. Wikipedia 2,3 mio. lysår væk. Det er megalangt - til sammenligning er der 8,3 lysminutter til solen, dvs. at det tager 8,3 minutter før en "ny" solstråle som solen udsender, rammer os.

Jeg tror i øvrigt på multivers-teorien - at vores univers blot er et af mange. Tænk over det - alt andet i rummet eksisterer i flertal. Hvorfor skulle vores univers så være det eneste? Det er sindsyge størrelser, men det er det eneste der kan forklare vores opfattelse af universet som uendeligt. Der er ingen grænser, fordi afstandene er så gigantisk store, og hvor vores grænse er, starter et nyt område.

Hvor er "de"?


Hvis der er andre civilisationer ude i rummet, hvor er de så? Rumfartsorganisationerne ESA og NASA scanner en del af himmelrummet, men har endnu ikke fundet noget. Med forskernes nye muligheder for at opdage exoplaneter - planeter udenfor vores solsystem - burde mulighederne øges, men indtil videre har man kun fundet meget få kandidater, der kunne være Jordens tvilling. Selvom en del af disse planeter ligger i den såkaldt beboelige zone, hvor forskerne mener liv kan eksistere, så har betingelserne for liv endnu ikke været supergunstige. Nogle planeter ligger for tæt på deres sole, så de bliver ristet af radioaktiv stråling osv., andre ligger for langt væk, og må formodes at være superkolde.

Vi kan ikke vide det med sikkerhed - man kan ikke se en exoplanet direkte. Danmarks Teknologiske Instituts rumafdeling - DTU Space - har en artikel om, hvordan man gør (link i bunden). Hvis du kigger på artiklen, så kan du nok godt få en fornemmelse af, at målemetoderne ikke er særlig præcise. Men husk at det hele tiden forbedres. Den forskning der gør, at vi f.eks kan se planeterne i vores eget solsystem startede for mange hundrede år siden.

Men det faktum, at vi endnu ikke har fundet noget, der bare ligner Jorden en smule endnu, gør os i den grad unikke, og vi burde handle mere på den måde. Vi har ikke et andet sted, vi kan flytte hen, når vi har gjort Jorden ubeboelig. Vi mærker allerede effekterne af den globale opvarmning, men med undtagelse af nogle få, så er der meget lidt vilje til virkelig at sætte ind med en reformering af den måde, vi bruger vores ressourcer på. Ellers havde vi haft mere grøn energi allerede nu.

Måske er vi alene, fordi højtudviklede teknologiske samfund har en tendens til at ødelægge sig selv iflg. Fermis paradoks. Måske fordi vi er de første? Måske fordi udefrakommende har kigget ned, og tænkt: "Hold da op, en masse ufred" og så er smuttet igen. Næppe, jeg tror ikke på, der har været nogen her. Endnu. Vi er stadig unge i kosmisk sammenhæng. Vi skal stadig findes - og vores radiobølger er ikke nået særlig langt ud. Måske er vi bare de mest udviklede i vores umiddelbare nabolag.

I science fiction-film er præmissen for, at rumvæsner besøger Jorden som regel altid, at de skal stjæle vores ressourcer. Men de ressourcer findes i gigantisk målestok ude i universet... Så det bliver næppe årsagen til at vi mødes - den første kontakt bliver nysgerrighed. Ja, tænk over det - hvad driver vores egne opdagelser? Nysgerrighed!

Tror desværre det bliver os, der bliver den invasive art - der er alt for mange økonomiske interesser på spil til, at nogle mennesker/firmaer kan lade de "nye" være i fred. Fredelig sameksistens burde være målet, men jeg tror ikke, det er muligt, desværre. På et eller andet tidspunkt vil den ene eller den anden part forsøge at få overtaget i en form for magtspil. Mødte jeg en lille glad, fredelig rummand ville jeg råde ham til at søge tilbage mod stjernerne.

Tilbage til nutiden

Nå, nok tankespind... Det er altid sjovt at tænke højt..

Jeg håber, at de næste års mange opdagelser kan sparke lidt til gnisten, så alle bliver interesseret i, hvor vi kommer fra, og hvem vi er i kosmisk sammenhæng. Vi skal behandle Jorden mere ydmygt (jeg ved godt, jeg snakker for døve ører i visse kredse, men nu er det sagt)

NASA er på vej til at sende de første mennesker til Mars. Det bliver formentlig et sejt træk, men det skal nok lykkes i en eller anden form. ESA - den europæiske rumfartsorganisation - er blevet langt bedre til at informere om at de eksisterer. I 2018 kommer James Webb-teleskopet op, som skal tage over efter det legendariske Hubble-teleskop. Det betyder bedre billeder, og endnu flere opdagelser! Det er en utrolig spændende tid, vi lever i!

1) http://www.rummet.dk/universet/exoplaneter

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Danmark - tilgængelighedens uland

FSFE-medlem

Det er tid til at tage handicaptilgængelighed alvorligt