Danmark - tilgængelighedens uland

Dette indlæg er skrevet i affekt. En lille fortælling om, hvordan det er, at være handicappet i dagens Danmark. Jeg er rasende. Og jeg er ellers normalt en stille og fredelig mand, "det-går-nok"-typen. Men det gør det altså ikke.

Mit raseri er et resultat af, at jeg endnu engang må konstatere, at handicappede bliver diskrimineret. 2 af mine venner ville have været en tur på CPH:PIX for at se filmen "In Embryo" med Ulrich Thomsen. De prøver 3 biografer, men ingen af dem er handicapvenlige - ingen - i København!!

Hallo, så vil man da skide på sit klientel. Hvorfor - når man er en filmfestival - tænker man ikke alle ind? Det er irriterende og tankeløst. Jeg er træt af at høre på alle de fucking undskyldninger - "jamen, det havde vi ikke lige tænkt på" - jo, gu' havde I så, men det var garanteret en økonomisk afvejning af, hvor I kunne få det billigst, og så blev vi - handicappede - nok skåret fra, fordi vi nok ville være dem der kvækkede mindst. Vi er jo trods alt i mindretal, men sådan er det jo altid, så bliver det os der taber.

Befordring

Havde det så bare været en enlig svale, men det er det desværre ikke - i hele landet bygger benzinselskaberne ubemandede tankstationer. På disse tankstationer er betalingskortstanderne ofte placeret, så de står på en afsats. Jeg og mange andre har altså ikke teleskoparme! Mobilbetaling kan ikke komme hurtigt nok, for så skal jeg ikke fysisk forsøge (og fejle) mht. at sætte mit kreditkort i betalingsstanderen...

Jeg har min egen handicapbil, og det er rart, dejligt og alting. Den kunne jeg aldrig undvære. Når jeg sidder i den, føler jeg, jeg kan alt. Så er jeg fri. Men der er masser af handicappede, der ikke har den luksus, fordi de af forskellige årsager ikke har muligheden for at tage et kørekort. De er bundet til den offentlige trafik, og det er fandme ikke sjovt.

Hvorfor er tog ikke lavet sådan, at man kan rulle lige ind? Sikkert fordi der ikke er en standard for perronhøjder. Men det virker i USA og i Sverige, hvorfor så ikke i Danmark? Hvis det koster penge at lave om, hvorfor gør man det ikke løbende, når der alligevel skal laves forbedringer? Hvis så bare handicaphjælpen på perronerne virkede. Jeg har oplevet ikke at kunne komme af toget på Hovedbanegården engang jeg skulle til Roger Waters-koncert i København. Måtte have familie og tilfældige hjælpsomme forbipasserende til at hjælpe mig ud, hvor der ellers skulle have været noget uddannet personale. Men de kom aldrig  (DSBs Handicapservice har i øvrigt aldrig besvaret min klage, her 3 år efter). Hold op, hvor ville jeg nødig være handicappet pendler med arbejdsplads i KBH.

I Sverige og USA har de fortovskanter, der er i niveau med kørebanen, de steder, hvor man skal over fodgængerfelter. Hvad har vi i Danmark? Lidt forskelligt, men oftest asfaltpukler af varierende højde, som har ligget hvor de ligger - sikkert de sidste 40-50 år. Jeg er glad for, jeg ikke har muskelsvind, for de kan umuligt komme op over de højeste af opkørslerne.

Taxa og bus - hvorfor skal man ligne en stor undskyldning, når man skal med? Hvorfor skal man høre på taxachaufførens fucking evindelige brokkeri over, at han ikke kan finde ud af at folde kørestolen sammen - igen og igen og igen. Det er ikke altid, det bliver sagt direkte, men jeg kan mærke irritationen, når chaufføren sætter sig i sædet. Mine penge er da så gode som alle andres?! Hvis ikke man er interesseret i at køre med folk, der er handicappede, eller på anden vis et unikum, så skal man altså ikke være taxachauffør. Der findes masser af flinke og rare chauffører, men for mange, der virker irriterede.

En aften jeg skulle til julefrokost med min gamle handelsskoleklasse, havde jeg bestilt en taxa. Jeg gad naturligvis ikke nøjes med cola på sådan en festlig dag, så jeg kunne lige snuppe en taxa istedet for min egen bil. Men næh nej, da chaufføren dukkede op sagde han, at han ikke kunne have kørestolen med i sin store fine Mercedes - baggagerummet var for lille. Nå, jeg pakker til dagligt min kørestol ind på bagsædet i en lille FIAT PUNTO!!! Jeg endte med at rulle ned i byen selv (i kørestolen), badet i sved, for der var en del forhindringer, men jeg kom da derned.

Busser har jeg egentlig helt opgivet. Jeg ønsker ikke at være en byrde, og jeg ved, de har en stram køreplan.

Bebyggelser og offentlige steder

Hotelbranchen har også et rimelig afslappet forhold til, hvad de kalder handicapvenligt. Deres handicapskiltning burde kigges efter i sømmene. Jeg har oplevet at være på et "handicapvenligt" hotel i København, hvor min bror var nødt til at løfte døren af, for at jeg overhovedet kunne komme ud på toilettet. Der kunne jeg så sidde, og kigge på ham, mens jeg rislede en lille stråle. Det er trods alt familie. Men det er da ydmygende. Jeg kunne have haft den vildeste omgang tyndskid foran en handicaphjælper. Eller hotellets rengøringspersonale, som selv låser sig ind, når de skal gøre rent.
Hvis man påpeger handicapværelsets mangler, møder man ofte forståelse, men det er ingen garanti for, at fejlene bliver udbedret. Der er simpelthen for lidt konsekvens.

Butikkerne forsvarer sig ofte med, at de bor i gamle bygninger eller at det er lokalplanen, den er gal med, når der mangler en rampe eller lign.. Jamen, så må det laves om? Det kan ikke passe, at jeg skal tvinges til at købe på nettet eller i en butik, hvor den vare, jeg ville have købt på tilbud, måske er dyrere? Hvor er rimeligheden i det? Jeg tror slet ikke butikkerne har nogen anelse om, hvor mange kunder, de samlet set mister ved, at tilgængeligheden ikke er i orden. Jeg føler mig overbevist om, at udgiften til en slidske, en trappelift etc. kan tjenes hjem mange gange over tid.

Når der anlægges nye naturstier, sker det tit med grus.. Med store sten - jep - det er ikke hyggeligt at køre i.. Hvorfor kan den slags ikke laves med finere hårdtstampet grus, træplader, asfalt eller lign. Folk med småbørn i barnevognsalderen må også synes, at det er en dårlig idé med "groft" grus... Det er ikke særlig gennemtænkt.

Jeg har også været på et konferencecenter i Sydvestsjælland, hvor handicaptoilettet kun lige var stort nok til, at min manuelle kørestol kunne være derinde. Var der kommet en gut eller gutinde i en elkørestol, så måtte vedkommende sidde med åben dør, for der var ikke plads til elkørestolen. Spejlet sad, så jeg ikke kunne se andet end min pande, hvis jeg hoppede i sædet. Skal jeg bruge vandhanen som spejl? At spejlet sidder forkert, er i øvrigt en klassiker på mange handicaptoiletter. Hvorfor bruger dem, der bygger toiletterne ikke lige 2 sekunder på at gå ned i knæ, for at tjekke synsvinklen?

Ka' du finde Holger? Jeg er 1.82 høj, men kan alligevel
ikke se mit ansigt i spejlet på handicaptoilettet


Et andet eksempel, fra et andet sted: Det offentlige toilet på Regionshospital Randers.
Handicaptoilettet er der fint, vasken er i normal højde, men sæbe og
vandhane er vist placeret til fordel for kæmper. Hvordan skal man vaske hænder, 
hvis man sidder i en kørestol, og der måske ikke lige er en, der kan hjælpe, i nærheden?
(foto: John Jensen)

Plads til alle

Hør her... Jeg forlanger på ingen måde, at jeg og andre handicappede skal sættes op på en piedestal. Men jeg fortæller her hvordan dagligdagen ser ud fra min og andres synsvinkel. Jeg er normalt typen der trækker på skulderen, ærger mig og kører et andet sted hen, hvis en butik har en forhindring, jeg ikke kan komme ind ad. Men jeg er træt af, at føle mig som en andenrangsborger. Der sker ingenting, ingen forbedringer! Jeg er ved at være træt af at være den, der tier stille, for det kommer der intet ud af. Tværtimod. Kald mig endelig kværulant, der er ikke noget, der ville gøre mig mere stolt end det. Det rokker ikke ved, at der er et problem.

Må jeg minde om, at Danmark har tilsluttet sig FNs handicapkonvention? Det lyder vældig flot, men det kunne lige så godt være en rulle lokumspapir som tingenes tilstand er, det er ikke andet end en hensigtserklæring. Der sker absolut intet. Jeg hader at trække offerkortet, men jeg vil bare have lige adgang til alt det, som andre har. Det er basale menneskerettigheder, og en forudsætning for, at man kan deltage i samfundet. Jo mere selvhjulpne vi som handicappede bliver, jo flere penge kan vi spare samfundet for. Det kan godt være regningen er dyr i starten, men det lønner sig sidste ende.

Stram op for helvede! (Ja, jeg beklager tonen, men ellers hører ingen efter!)

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Handicaptilgængelighed - update

FSFE-medlem